EXPECTATION2020 A
Dine behov

Skyens fordele kommer ikke af sig selv

Der er mange fordele ved at migrere til Cloud-løsninger: omkostningsreduktion, skalering og adgang til nye services, der kan booste innovationen og reducere time-to-market. Men forvent ikke, at fordelene kommer af sig selv. Det kræver nemlig grundig planlægning, omhyggelig ledelse og den rette partner at få succes i skyen.

 

Rejsen mod skyen kan resultere i en bred vifte af fordele. Blandt respondenterne i NNIT’s Forventningsbarometer 2020 fremhæver knap halvdelen omkostningsreduktion (44 procent), tæt fulgt af øget kvalitet (40 procent) og adgang til nye services (37 procent). Meget få respondenter (11 procent) ser ikke nogen direkte Cloud-relaterede fordele.

At omkostningsreduktion topper listen overrasker ikke Brian Troelsen, der er Business Development Director hos NNIT.

"Historisk set har lavere omkostninger været en at de primære motivationer til at gå i skyen. Og Cloud-løsninger har ganske rigtigt et stort potentiale til at drive omkostningsreduktion, men det er vores erfaring, at det kræver en skarp ledelsesindsats at bevare kontrollen over udgifterne, når du først er migreret til skyen. Økonomisk gennemsigtighed, en Cloud-tilpasset tilgang og en kompetent partner er nøglefaktorer", siger Brian Troelsen og tilføjer:

"Man kan drage en analogi mellem skyen versus on-premise og at køre i taxa versus egen bil: Tager du en taxa til lufthavnen i ny og næ er det billigere end at købe din egen bil, men ikke hvis du efterlader taxaen i lufthavnens parkeringskælder med taxameteret tændt, indtil du er tilbage. På samme måde afhænger potentialet for at forbedre kvaliteten gennem Cloud-løsninger af dit eksisterende setup."

Skyen er skabt til fjernadgang
NNIT’s Forventningsbarometer 2020 blev gennemført under COVID-19-pandemien, og det skinner igennem i resultaterne. Under pandemien blev mange organisationer tvunget til at drive deres forretning videre under nationale lockdowns, og det krævede omfattende arbejde på distancen. Nogle udnyttede fuldt ud skyens fordele til at imødekomme pandemiens udfordringer. Særligt to områder scorede højt blandt respondenter, der gennemførte undersøgelsen efter COVID-19 udbruddet: Adgang til nye services (37 procent) og forbedret skalerbarhed (28 procent).

"Skyen er skabt til fjernadgang, hvilket naturligt er en stor fordel under en pandemi præget af karantæner og social distancering. Vi forventer nu, at migrationen til skyen fortsætter, ja sågar accelerer, når vi kommer ud på den anden side", siger Brian Troelsen.

Talenttiltrækningens trange kår
På mange måder har krisen været med til at synliggøre skyens mange fordele. Men der er ingen garanti for at høste skyens fordele alene ved at investere i Cloud-løsninger. Resultaterne fra NNIT’s Forventningsbarometer viser med al tydelighed, at flere ting kan stå i vejen for en virksomheds Cloud-succes.

Den primære barriere er velkendt for alle, som arbejder med it: Tiltrækning af talent. At hele 40 procent af respondenterne fremhæver mangel på talent understreger blot, hvor stor rekrutteringsudfordringen reelt er. At styre kompleksiteten omkring mange Cloud-partnere og legacy-infrastruktur er en barriere for 35 procent, mens bekymringer omkring Cloud-sikkerhed fylder for 34 procent.

"Jeg tror, at de fleste organisationer har mærket på egen krop, hvor svært det er både at tiltrække og fastholde de rette talenter. Når først de spændende transformationsprojekter er i mål og overgår til drift, risikerer du, at de bedste specialister rykker videre for at være en del af transformationen andetsteds", siger Brian Troelsen. Hans råd er derfor også klart:

"For at forhindre høj medarbejderafgang blandt særligt dygtige specialister er det vigtigt at have overvejet både udvikling og drift inden du rekrutterer. At bringe en ekstern partner ombord til at assistere med drift og vedligehold kan for eksempel være en god måde at løfte nogle driftsopgaver fra de faste it-medarbejdere – og på den måde opbygge en vis modstandsdygtighed mod tab af talent."

Lær at balancere Cloud og legacy
Undersøgelsens svar understreger også, at mens rene Cloud-strategier nok er populære blandt nye startup- og scaleup-virksomheder, så er det sjældent en mulighed for mere modne organisationer.

"Langt de fleste virksomheder er ikke født i skyen, men bærer rundt på en kompleks legacy-infrasturktur, som man er nødt til at tage højde for. Langt fra alle arbejdsprocesser er klar til at rykke i skyen – og nogle bliver det sågar aldring. Derfor anbefaler vi altid en Hybrid Cloud-tilgang til kunder med tung it-arv", siger Brian Troelsen.

En Hybrid Cloud-tilgang kræver, at du er ekstra opmærksom på integrationer, særligt på grund af de hyppige opdateringer og nye features, der kendetegner mange Cloud- og SaaS-løsninger.

"Du kan ikke anvende Cloud-løsninger i et vakuum, for opdateringer kan påvirke integrationen med andre applikationer og din øvrige infrastruktur. Det er særligt vigtigt at være opmærksom på, hvis din virksomhed opererer i en stærkt reguleret industri, hvor compliance og validering af dine digitale systemer er altafgørende", sider Brian Troelsen.

Sikkerhed i skyen er anderledes - ikke sværere
Svarene i Forventningsbarometeret viser også at sikkerhed for mange er en barriere for at rykke skyen. Men sikkerhedsbekymringerne er ofte baseret på myter og misforståelser, understreger Brian Troelsen:

"Du bør altid vurdere, hvorvidt sikkerheden rent faktisk er bedre med et legacy-setup og hvad omkostningerne er ved at leve op til sikkerhedskravene fremadrettet. I mange tilfælde har en Cloud-leverandør faktisk bedre forudsætninger for at sikre kritisk infrastruktur. Rollerne forandres og ansvaret skifter hænder, når du rykker i skyen, og det kan for eksempel betyde, at du som bruger af Cloud-løsninger skal være mere opmærksom på kryptering af data og konfigurering af adgange til applikationer og Cloud-lagring."