EXPECTATION2020 A
Dine behov

Hvordan vil digitale processer ændre produktiviteten?

Øget effektivitet og produktivitet er i de fleste virksomheder nogle af hoveddriverne for digital transformation. Men hvilke faktorer forventes at få produktiviteten til at stige mest? Det kigger vi nærmere på her.

 

Mens der er bred konsensus om, at digital transformation er altafgørende for øget produktivitet, har virksomheder forskellige forventninger til, hvilke digitale processer, der har størst indflydelse på deres produktivitet.

Generelt er der bred enighed blandt virksomheder om, at deres eksisterende it-setup har brug for et grundigt eftersyn. Næsten halvdelen af respondenterne i NNIT’s Forventningsbarometer 2020 (48 procent) er enige om, at bedre integration af centrale it-systemer er vigtigt, mens 35 procent fremhæver bedre konsolidering blandt deres systemer. Det kommer ikke som nogen overraskelse for Brian Troelsen, Business Development Director i NNIT:

"Det er altid en forudsætning at kigge på din eksisterende it-portefølje og evaluere, hvor godt den er integreret og konsolideret . Alle bestræbelser på at forbedre produktiviteten gennem digitale processer bør starte her. Kort sagt skal du have fundamentet på plads, før du kan skalere noget som helst."

Udnyt mulighederne i skyen
Ifølge undersøgelsen er en tredjedel af respondenterne (33 procent) enige om, at bedre udnyttelse af cloud-løsninger også vil være en afgørende faktor.

"Skyen og digital transformation hænger uløseligt sammen, så det var forventeligt, at respondenterne ville betragte netop Cloud som en hoveddriver. Cloud-løsninger er blevet det indlysende valg, når man taler om at øge produktiviteten", siger Brian Troelsen.

"Vi ser mange virksomheder, der stadig kæmper med legacy-it. Cloud-løsninger er på mange måder modpolen til legacy-systemer, særligt på grund af det enorme potentiale for at forbedre produktiviteten. Hvis du vælger skyen som din virksomheds platform for it-løsninger, forbedrer du smidigheden, hastigheden og effektiviteten i forretningsprocesser", understreger han. 

Behov for en holistisk tilgang
Selvom målet er at forbedre produktiviten via cloud-løsninger, så peger pilen stadig tilbage på dit eksisterende it-setup:

"Lift-and-shift-migration er sjældent en mulighed. Enhver Cloud-rejse starter med klargøring af din eksisterende it-infrastruktur. Realiteten er, at øget produktivitet kræver en holistisk tilgang, og du kommer ikke langt med kun at inkorporere nogle aspekter af digitaliseringen. Du er nødt til at se det i et større perspektiv", anbefaler Troelsen.

Digitale arbejdspladser på agendaen
I 2020, da COVID-19-pandemien rasede over hele verden, var virksomheder nødt til at finde nye måder at drive forretning på i en højspændt tid. De måtte drive deres forretning fra afstand, og det blev lige pludselig vigtigt at have et digitalt setup, der tillod medarbejderne at arbejde hjemmefra. At kunne samarbejde online og få adgang til platforme og filer fra hjemmearbejdspladsen gjorde en mærkbar forskel for, at medarbejderne kunne opretholde produktiviteten.

32 procent af respondenterne i NNIT’s Forventningsbarometer indikerede da også, at moderne digitale arbejdspladser er en forudsætning for at øge effektiviteten. Og spørger man Brian Troelsen er det et område, der vil blive sat øget fokus på fremadrettet.

"Jeg er overbevist om, at det har været undervurderer de seneste år, men alt tyder på, at det billede vil ændre sig, når cirka en tredjedel af respondenterne fremhæver vigtigheden af digitale arbejdspladser. Når vi desuden isolerer svarerne fra de respondenter, der deltog i undersøgelsen mens pandemien var på sit højeste, er procentdelen faktisk meget højere."

"Der er derfor ingen tvivl om, at pandemien har ændret vores mindset og prioriteter. De virksomheder, hvis it-setup ikke var gearet til at drive deres forretning fra afstand, mærkede konsekvenserne med det samme. Vi kan forvente at se et meget større fokus på hjemmearbejdspladser i fremtiden", slutter Brian Troelsen.