Musisk, sproglig student er måske ikke lige det, man forbinder med it. Og det er bestemt heller ikke den eneste kvalifikation, Christina har til sit job som relationsspecialist i NNIT. Men det var ikke desto mindre den sproglige uddannelse sammen med en HA og en cand.merc. fra Århus Universitet, der var hendes afsæt ind it-branchen.
Christina har i dag ca. 15 års erfaring inden for salg og marketing i it-branchen og kom fra et job som salgschef i et andet it-firma, før hun startede i NNIT.
Hun startede i NNIT i foråret 2002 som Business Relations Manager.
”På trods af min mange års salgserfaring var det noget af et kulturchok at skulle vænne sig til den farmaceutiske verden. Men samtidig var det også ekstremt spændende,” siger hun.
Utalige forkortelser
Og det tog også noget tid for Christina at finde rundt i virksomheden, branchen og de utallige forkortelser, der verserer i den farmaceutiske industri for ikke at sige i NNIT og Novo Nordisk.
”At skulle sælge til farma-verdenen var helt sikkert en af de udfordringer, jeg søgte, også fordi jeg kom til at tage del i udviklingen af den salgsorganisation, som først var ved at blive etableret i NNIT,” siger Christina.
Den 'almindelige' it-verden
NNIT var stort set kun vant til at sælge it-services til moderselskabet Novo Nordisk, og det skulle der nu laves om på. Og her gav Christinas utraditionelle baggrund og erfaring med salg og marketing i den ’almindelige’ it-verden mulighed for at se på tingen på en ny måde.
”Jobbet kræver, at du sparker nogle døre ind og kommer kunderne i møde, mens det selvfølgelig også handler om at pleje de eksisterende relationer til kunder og samarbejdspartnere” påpeger Christina.
Det er et job, der passer hende godt, netop fordi opgaverne er forskellige, og jobbet hele tiden udvikler sig.
”Som key account manager kan man kan nyde godt af flere års gode relationer og kundens gode erfaringer med virksomheden. Men man har også nye kunder, hvor man er nødt til at bygge forholdet op fra bunden,” siger hun.
Det giver en god balance af afvekslende opgaver og ansvar for vigtige kunder.
Kræfter med lederrollen
Christina er glad for sit job. Det har udfordringer, ansvar og afveksling, men ønsket om at prøve kræfter med en lederstilling er ikke langt væk. Hun har før haft lederansvar og vil gerne prøve kræfter med det igen:
”En lederstilling virker som det naturlige næste skridt i karrieren, og det er noget jeg gerne vil tilbage til,” siger Christina, ” men lige nu har jeg masser af udfordringer”.