Lene har aldrig været i tvivl. Ledelse har altid været drivkraften for hendes karriere, hvilket har bragt hende helt til tops i NNIT og en plads som HR-chef.
Her har hun bl.a. ansvaret for medarbejderudvikling, jobrotationer og rekruttering. Eller sagt med andre ord: sørge for, at NNIT ikke bare er et leveranceapparat, men en levende arbejdsplads med harmoni mellem kultur, processer og medarbejdernes oplevelser af arbejdspladsen.
Selvom Lene betegner sin nuværende stilling som et drømmejob, har hendes karriere ikke været en målrettet jagt for at nå toppen. Efter studierne på Handelshøjs-skolen fortsatte hun som ledelsesassistent i det daværende Novo Industries. Målet var at fortsætte i personaleafdelingen, men der skulle gå en del år, før dette ønske blev en realitet.
Året var 1989, og Lenes arbejdsplads fusionerede med konkurrenten og blev til Novo Nordisk. Det betød et overskud af medarbejdere i den nye personaleafdeling, så for Lene var det tidspunktet til at rykke videre.
Ud og ind af Novo-familien
Hun fortsatte karrieren hos først et konsulenthus og senere i et realkreditinstitut. De to jobs gav hende den perfekte blanding af it, projektledelse og medarbejder-ansvar. Og i 2000 var hun nu klar til at vende tilbage til Novo-familien og NNIT:
”NNIT havde på det tidspunkt brug for nogle forretningsorienterede typer, som ikke var så teknisk anlagte. Og det var lige mig. Jeg havde åbenbart en god evne til at snakke med kunderne, sætte mig ind i nye ting og styre større it-projekter,” fortæller Lene.
En erfaringsfuld omvej
Lene blev ansat som projektleder i den afdeling, som i dag hedder PharmaIT. Hendes lederevner blev hurtigt bemærket i organisationen, og hun blev udnævnt til linjeleder for ca. 20 medarbejdere. Efterhånden voksede ansvarsområdet og efter bare 1,5 år voksede antallet af medarbejdere til over 50 i Lenes område.
I september 2006 kom så tilbuddet, hun ikke kunne sige nej til. Stillingen som personalechef var blevet ledig, og Lene sprang til. Den lange omvej ser hun kun som en styrke:
”Min erfaring fra leveranceafdelingen gør, at jeg føler mig meget bedre klædt på som personalechef. Jeg har en viden ude fra organisationen, som jeg ikke vil have haft, hvis jeg var havnet direkte i en personaleafdeling efter studierne”.
Gør det, du er god til
Lederrollen har altid ligget dybt i Lenes personlighed. Lysten til at stå i spidsen, søge en retning, samle de rette folk og motivere dem har altid været en drivkraft for Lene og kommer med følgende råd:
”Jeg har altid fokuseret på det, som jeg er god til og fulgt det, som jeg syntes var sjovt. Og så gælder det om at være åben over for nye muligheder og prøve kræfter med andre jobområder. Det har givet mig et nyt syn på organisationen og især mit eget arbejdsliv”.